Graviditet og fødsel
Når det er svært at blive mor
Når det er svært at blive mor
Få psykologhjælp ved en svær graviditet, efterfødselsreaktion, fødselsdepression eller en voldsom fødsel ved hjemmebesøg i Region Hovedstaden eller online.
Måske havde du forventet glæde og nærhed, men mærker i stedet uro, tristhed, skyld, skam eller afstand. Måske fylder fødslen stadig, eller du tvivler på, om du er god nok som mor. Måske går du og er bekymret for, om du nogensinde bliver mor. Det kan være svært at sige højt – også til dem, du elsker.
Jeg har mange års erfaring og specialiseret viden i at hjælpe kvinder med graviditet, efterfødselsreaktion, fødselsdepression og svære fødselsoplevelser. Hos mig behøver du ikke pakke noget ind og du kan være lige, som du er. Du behøver ikke at have “noget særligt” at komme med – det er nok, at du har brug for at tale. Vi tager udgangspunkt i din historie og det, du har brug for lige nu.
Vi kan blandt andet tale om:
Din graviditet, abort eller barnløshed.
Fødselsoplevelsen og den første tid.
Skyld, skam, tristhed eller overvældelse.
Tilknytningen til dit barn.
Din nye identitet som mor.
Forholdet til din partner og dig selv.
Du er velkommen, uanset om du lige har opdaget din graviditet, længe har ventet på den, eller har født for få uger eller længere tid siden. Din partner og dit barn er selvfølgelig også velkomne.
Samtalerne kan selvfølgelig tilpasses dit behov og tilbydes som enkeltstående session eller et forløb – vi finder sammen en løsning, som er den bedste for dig. Samtaler tilbydes som hjemmebesøg i Region Hovedstaden eller online.
Pris:
1.200 kr. for 50 minutter.
1.800 kr. for 80 minutter.
Efterfødselssamtale
At blive forælder er en af livets største forandringer. Fødslen, den første tid og mødet med Jeres barn kan vække mange følelser – glæde og kærlighed, men også tvivl, uro, sorg eller overvældelse. Uanset hvordan din oplevelse har været, er det vigtigt, at der er plads til at tale om den.
Jeg tilbyder efterfødselssamtaler til dig eller Jer, der har brug for at sætte ord på og bearbejde det, I har været igennem. Måske fylder fødslen stadig – på godt eller ondt. Måske er det den nye rolle som forælder, der bringer tanker og følelser op, som I ikke havde regnet med.
I samtalerne skaber vi et trygt og roligt rum, hvor der er plads til alt det, der er. Vi kan blandt andet tale om:
Fødselsoplevelsen – som den var, og som den føles nu.
Den første tid – både det svære og det smukke.
Overgangen til at være forælder – og de nye sider af dig selv og dit liv.
Forholdet til dit barn, din partner og dig selv.
Forældreforberedelse
At vente et barn er en tid fyldt med forventninger, håb, glæde – og ofte også spørgsmål og bekymringer. Uanset om det er Jeres første barn eller I har prøvet det før, kan det være hjælpsomt at sætte tid og opmærksomhed af til at forberede Jer – ikke bare praktisk, men også følelsesmæssigt og mentalt – på det store skift, I står overfor.
Jeg tilbyder samtaler for kommende forældre, hvor vi sammen udforsker nogle af de vigtigste og mest sårbare temaer i overgangen til forældreskabet.
Vi kan blandt andet tale om:
Hvordan I har det med den kommende fødsel.
Tanker og forestillinger om den første tid med barnet.
Hvordan I hver især blev mødt som børn – og hvad I gerne vil give videre.
Hvad I håber på og frygter i Jeres kommende rolle som forældre.
Hvordan I ønsker at være forældre – sammen og hver for sig.
Parforholdet midt i forandringerne.
Samtalerne er ikke undervisning i "det rigtige", men et fortroligt rum, hvor der er plads til både glæde, sårbarhed og tvivl. Sammen giver vi plads til refleksion og bevidsthed, så I kan træde ind i forældreskabet med større ro, klarhed og kontakt – både til Jer selv, hinanden og til Jeres barn.